CLIBYG BLOG

Dialogbaserede arkitektkonkurrencer

Kristian Kreiner — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

For mig var det en tankevækkende debat, der udspandt sig på vores velbesøgte seminar om moderniseringen af arkitektkonkurrencerne. Den påpegede nogle faktorer i vores argument, som mangler; den afslørede nogle ting, vi skal formulere klarere; og den gav inspiration til ting, vi skal undersøge nærmere. Sådan et udbytte gør det værd at debattere! Og det giver appetit på at fortsætte debatten.

Der blev spurgt til grundlaget for nogle af vores udsagn. Hvad har I af baggrund for at hævde, at honoraret ikke tæller med i valget af vinderen i arkitektkonkurrencer, var der en, der for eksempel spurgte. Spørgsmålet er relevant og rimeligt at rejse. Det fortjener yderligere refleksion.

Det er jo uomtvisteligt korrekt, at vi kun har studeret nogle få eksempler på arkitektkonkurrencer. Vi har intet grundlag for at hævde, at de konkurrencer, vi har studeret, er repræsentative for konkurrencerne generelt. Når vi ikke har mere at bygge på, hvorfor tager vi så overhovedet ordet?

Uden at ville gøre dette til en tung metodediskussion er det måske alligevel på sin plads at præcisere, hvad det er, vi gør krav på at vide. Vi ved ikke, og vi gør ikke krav på at vide, hvordan ting foregår hver gang eller generelt, der gennemføres en arkitektkonkurrence. Det er vores præmis, at man ikke kan båndlægge den fremtidige proces, selvom man skaber forskellige strukturelle udgangspunkter for den. En dialogbaseret konkurrenceform fører engang imellem til dialog, og engang imellem til serielle monologer, og sikkert også engang imellem til tavshed. Vi ved først bagefter, hvad der skete, uanset hvilke intentioner vi måtte have i udgangspunktet.

Vores empiriske forskning går ikke ud på at ændre på denne manglende evne til at forudsige fremtiden – for det er ikke en mangel ved vores viden, men en egenskab ved virkeligheden. Målet for vores ofte meget detaljerede casestudier er derimod at vise, hvor mange forskellige veje en sådan konkurrence kan tage. Vi er interesseret i at finde ud af, hvad der kan ske – ikke at forudsige, hvad der vil ske. Hvor mange eksempler skal der til at vise, hvad der kan ske? Der skal kun ét eksempel til. Derfor er det i vores forskning ikke afgørende, hvor mange observationer eller cases vi har. Blot synet af én sort svane, og vi ved med sikkerhed, at ikke alle svaner er hvide – for nu at bruge et meget gammelt eksempel.

Men sagde vi ikke, at honoraret ikke tæller med i udvælgelsen af vinderen? Lad mig først lige præcisere, hvad vi mente hermed. Formelt set talte også totalrådgiverhonorarkravet med i vores case. Det gør det jo, når det er specificeret i konkurrenceprogrammet. Så det tæller med, formelt set. Men hvordan tæller det med? Vores oplevelse var, at det talte med på en sådan måde, at det ikke blev udslagsgivende for konkurrencen. Og det var mulighederne for at arrangere sig på en sådan måde, at honoraret ikke bliver udslagsgivende, vi talte med nogle af vores informanter om. De fortalte, at hvis der var forskel i den arkitektoniske kvalitet af forslagene, kunne de ikke forestille sig, at et lavere honorarkrav ville kunne ændre på udfaldet. For den situation var vores påstand, at honorarkravet ikke spillede nogen udslagsgivende rolle. Vi havde set, at det var muligt at undgå det i det konkrete tilfælde – og dermed at det også i fremtiden ville være muligt at lade honorarkravet tælle med på en sådan måde, at det ikke påvirkede udfaldet.

Men selvom vi ikke har set det empirisk, har vi fantasi nok til at forestille os, at der ville være situationer, hvor honorarkravet kunne få en afgørende rolle. Hvis to forslag står helt ens på den arkitektoniske kvalitet, må man jo finde andre kriterier for at finde en vinder – og hvorfor ikke honorarkravet, hvis det adskiller forslagene. Eller hvis der er uenighed i dommerkomiteen, er det da også tænkeligt, at honoraret bliver det, man vælger som grundlag for et kompromis. Vi har ikke set det selv i praksis, men vi ville aldrig hævde, at det ikke ville kunne finde sted.

Altså, formelt set tæller honorarkravet altid med. Men hvis det er muligt for dommerkomiteen at rangordne forslagene i forhold til arkitektonisk kvalitet, tæller honorarkravet kun med på en sådan måde, at det ikke påvirker konkurrencens udfald.

Ja, verden er kompliceret! Det er sådan set det, der er vores grundlæggende påstand. Vi lever selv med konsekvenserne af at tage denne præmis alvorligt. Der er så meget, man ikke kan vide i en sådan verden. Det gør det unægteligt også sværere at se relevansen af vores forskning, når det, mange folk gerne vil vide, er det, vi ikke tror, man kan vide noget om. Og alligevel tror vi på en mulig relevans i at påpege, at selvom man får honorarkravet til at tælle med for at gøre det til en konkurrenceparameter i arkitektkonkurrencer, så er effekten sandsynligvis meget langt fra det, der var intentionerne. Hvis man skal agere fornuftigt i denne verden, er det måske godt engang imellem at blive mindet om, at effekterne af ens valg og handlinger ikke bestemmes af ens intentioner med disse valg og handlinger. Tingene er ikke gjort med valget af konkurrenceform og udpegning af bedømmelseskriterier. Det er kun udgangspunkter for de komplicerede sociale processer, som ofte flytter tingene i helt uventede retninger. Det er derfor, vi bør interessere os mere for disse sociale processer. Ikke fordi de oprindelige designvalg og beslutninger ikke er vigtige og skal tages alvorligt. Men det er ikke dem, der bestemmer, hvilke effekter der bliver resultatet. Det er derfor, at vi studerer de sociale processer, der ligger efter selve designvalget, og forsøger at uddrage nogle ledelsesmæssige udfordringer af det, vi ser.

Silence and Risk Management

Kjell Tryggestad — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

First I would like to thank Herve Corvellec for his contribution to the seminar on risk management Wednesday, and thank you all for coming. I think the seminar and discussion that followed Herve’s presentation was really stimulating and I guess that many of you who participated would think the same.

I will use this blog entry to share my thoughts as they emerged under and after the seminar, and of course, to invite you to do the same!

First, I was intrigued by the plot in the title of Herve’s presentation, notably his idea that silence about risk and risk management is not the same as absence. How can that be?

To me, this was both a very interesting and novel way of approaching the subject matter of risk. Briefly put, Herve’s answer seems to be that, in practice well functioning risk management can in fact be silent about risk, although in theory this cannot be. I think Herve provided a convincing argument for why standard risk management theory is insufficiently dealing with its own subject matter, and further supported by his longitudinal study of risk management practice in a public transportation company.

As we continued with the discussion some of you asked further questions into the relative absence of a risk vocabulary. As Herve explained to us, the relative absence was uneven distributed in the sense that the private contractors were more prone to use the risk vocabulary than their public client. How can that be?

One possible explanation that I considered is that the private companies are relatively better versed in the modern risk management vocabulary than their public client. But I am not very happy and satisfied with this explanation. First, it just reproduces the old stereotype between a competent and well functioning private sector and a backward public sector. Second and more importantly, and Herve made this clear to us, the public company in his study is well functioning on most accounts.

So, what other possible explanations can there be? I think several of the participants pointed to additional possible explanations as to why the public company is relatively silent when it comes to the use of a risk vocabulary. One possibility that was mentioned (by Peter, and I think some other participants as well) concerned blame games, i.e., the more explicit the risk vocabulary becomes, the more likely it is that it turns into a blame game.

The public company’s regular use of about 90 relatively risk silent contracts might indicate an anticipation of such blame games. But what does the contracts, and their successive elaboration over time (as Herve told us these documents evolve and tends to grow in length over time), further suggests?

I am not at all on any firm ground here, but my hunch is that these contracts, in addition to have a role in everyday tactics and practice, might have a more strategic role to play in framing risks. Can it be so that their relative absence and silence in the contract is calculated? But what do all of you think?

Hvad g�r dialog ved konkurrencesituationen?

Peter Holm Jacobsen — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Fører dialog til klarhed og enighed? Eller fører dialog til flertydighed og konflikt? Svaret er nok forsigtigt og diplomatisk: Dialog åbner op for mange mulige scenarier. På det punkt tror jeg ikke, at dialog i en konkurrencesituation er så forskellig fra dialoger, der finder sted i dagligdagen - hjemme i familien eller mellem kollegaerne på arbejdet. Nogle gange munder de ud i konsensus, og andre gange åbner de op for en Pandoras boks af meninger og betydninger. Ofte er det først bagefter, at man finder ud af, at det, man troede, man talte om, var noget helt forskelligt fra person til person.

På CLIBYG har vi studeret en arkitektkonkurrence, som indeholdt en række workshops og dialogmøder. Vi blev under vores observationer opmærksomme på, at et af de elementer, som dialogen bidrager med, er muligheden for, at man kan blive klogere undervejs.

Et af de mulige scenarier for dialogen er altså, at man bliver klogere undervejs: på opgaven; på de andre; på en selv; på betingelserne og på bedømmelseskriterierne.

Det er vel altid positivt at blive klogere, men hvis deltagerne i en konkurrence ændrer opfattelse af alle de grundlæggende forhold omkring konkurrencen, opstår der en dynamik og kompleksitet, som gør, at det er meget svært rationelt at arbejde med at udarbejde et realistisk forslag hjemme på tegnestuerne. Man har ikke en jordisk chance for at forudsige, hvad bygningens fremtidige brugere, bygherren, diverse eksperter og fagdommere kan finde på at foreslå og kræve på disse workshops, og det er meget svært at vurdere, hvor langt man skal komme sådanne ideer og ønsker i møde, hvis man skal gøre sig håb om at vinde konkurrencen.

Der opstår en radikalt anderledes konkurrenceproces end den, arkitekterne er vandt til i de traditionelle konkurrencer. Spørgsmålet er, hvordan man kan og skal navigere i en verden, hvor alt potentielt ændrer sig, inklusivt de kriterier som man i sidste ende bliver bedømt på? Hvad gør en god konkurrencearkitekt i en sådan situation?

Disse spørgsmål vil vi gerne diskutere her på bloggen og på seminaret d. 24. september.

Arkitektkonkurrencer med h�jt til loftet

Kristian Kreiner — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Jeg har i mere end et år haft Ross Kings bog, Brunelleschis Kuppel – en genial bygmester & domkirken i Firenze (Århus: Forlaget Klim, 2008) liggende i min bogpukkel på skrivebordet. Jeg fik den læst i sommerens løb. Alle, der har været i Firenze, ved, hvilken kuppel det drejer sig om. Den er bare så smuk og imponerende, at den ikke lader sig overse. Men de færreste kender sikkert dramaet og udfordringerne, der gik forud. Det beskriver Ross King på den mest medrivende måde. Bogen ligger stadig på mit skrivebord – jeg har læst den, men jeg er ikke færdig med den!

På en sær måde er denne beskrivelse af et byggeri i 14 hundredtallet aktuel. Den er det for mig, fordi den rummer en beskrivelse af konkurrencen om kuplen, og jeg studerer netop nu arkitektkonkurrencer sammen med Peter og Daniel. Det stod mig ikke klart, at arkitektkonkurrencer allerede den gang var et udbredt fænomen. Det stod mig slet ikke klart, at den første konkurrence, vi kender til, foregik i det antikke Grækenland i år 448 f.Kr. Tænk, at arkitektkonkurrencer som institution har så mange år på bagen! Der må jo være et eller andet rigtigt og rationelt i at tildele opgaverne ved hjælp af en sådan social teknologi, når menneskeheden stædigt har holdt fast i den over en så lang periode med så mange politiske, sociale og teknologiske omvæltninger.

Men konkurrencen om kuplen i Firenze har også aktualitet af en anden grund. Den beskriver et grundlag for konkurrencen, som ikke giver meget retningslinje for en egentlig bedømmelse af de indkomne forslag.

”Enhver, der måtte ønske at udarbejde en model eller tegning til det kuppelbyggeri på domkirkens hovedtårn, som er under konstruktion af Opera del Duomo – eller gøre udkast til armatur, stillads eller enhver anden form for løfteaggregat til brug ved opførelsen og færdiggørelsen af omtalte kuppel og hvælv – skal gøre dette inden udgangen af september måned. Tages modellen i anvendelse, vil han være berettiget til et honorar på 200 fuldfloriner (Ross 2008:11).

Sådan lød programmet i sin enkelthed – og det medførte et forslag, som var så avanceret og kreativt, at man fortsat skriver bøger om det knapt 600 år senere. Men det er måske ikke så meget det, at det lykkedes, der er pointen for mig. Det er intentionen og ambitionen med at udskrive en konkurrence. Man gjorde det, fordi ingen havde den fjerneste ide om, hvordan man skulle løse opgaven, og hvad man med rimelighed kunne forvente. Man udskrev en åben konkurrence for at finde ud af det!

Vi må spørge os selv, om man også i dag udskriver konkurrencer for at blive klogere på, hvad man kan få og forvente sig. Svaret er vel ikke helt entydigt, men i betragtning af at nutidens konkurrenceprogrammer ofte er meget lange og detaljerede beskrivelser af, hvordan løsningen skal se ud, er svaret vel nærmest nej. Så er rummet for geniale løsninger vel også næsten lukket til. Men hvis man ikke ønsker at blive klogere på løsningen, hvorfor udskriver man så konkurrencer overhovedet? Gør man det for at finde den billigste af en række i princippet ens løsninger? Eller gør man det, fordi man skal – på grund af EU-regler og lovgivning?

Svaret eksisterer måske ikke generelt, og det er muligt at udskrive konkurrencer med mange forskellige intentioner. Det er måske værd at overveje, hvordan man skulle indrette sine konkurrencer, hvis målet var at blive klogere.

På seminaret den 24. september 2009 vil vi rejse en række problematikker i relation til den måde, som vi i dag udskriver og afgør arkitektkonkurrencer på. Hvis du har mod på at give os dine synspunkter og ideer med på vejen, er du velkomment til at svare på dette indlæg.

Arkitektur og sociologi - en tiltr�ngt kobling

Christian Borch — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Når arkitekter de senere år i stigende grad har indgået samarbejder med ikke-arkitekter, der som imitio, 2+1, Hausenberg, ReD Associates og Rekommanderet tilbyder alternative vinkler på byudvikling, skyldes det ikke kun et udbredt ønske blandt bygherrer om at forankre byudviklingen i tværfaglig viden. Det synes også at bero på et genuint ønske fra arkitekternes side om at styrke de sociale sider af byudviklingen.

Netop dette står centralt, når firmaer som de ovennævnte hyres som proceskonsulenter i forbindelse med borgerinddragelse i byudviklingsprojekter, idet der her lægges vægt på, at de konkrete projekter respekterer lokale sociale forhold.

Borgerinddragelsesprocesser er blot ét eksempel på brugen af ikke-arkitekter i byudviklingen, men, vil jeg hævde, ikke den mest produktive måde at udnytte de alternative kompetencer på. Det skyldes ikke så meget kompetencerne som borgerinddragelsen selv. På trods af deres tilsyneladende demokratiske kvaliteter rummer de typiske former for borgerinddragelse således en række indbyggede spændinger, som nemt underminerer fordelene.

Når borgere inddrages i byudviklingen har de fx en legitim forventning om, at de idéer og ønsker, de fremkommer med, faktisk har en effekt på det endelige byggeri. Da alle ønsker umuligt kan indfris, vil borgerinddragelse automatisk skabe skuffede forventninger, som meget vel kan producere mere modstand end opbakning til det konkrete projekt.

Borgerinddragelsesprocesser er som nævnt blot ét eksempel på samarbejder mellem arkitekter og ikke-arkitekter. Andre, mere typiske samarbejder finder sted i forbindelse med konkurrencer. Og her er det potentielle udbytte af fx sociologiske kompetencer væsentligt større: Ikke mindst fordi konkurrenceforslag ofte er påfaldende uekspliciterede, er der et stort potentiale i at udfolde de sociologiske implikationer af konkrete projekter langt mere, end det almindeligvis sker.

Via mit virke i imitio arbejder jeg eksempelvis med følgende grundspørgsmål, som er relevante at eksplicitere i alle faser fra konceptudvikling til programmering: Hvem profiterer af byudviklingen? Og hvordan vil byudviklingen blive oplevet? Man kan sige, at det handler om at sikre en social balance, så byudviklingen ikke kun tilgodeser den øvre middelklasse.

Oplevelsesaspektet handler om at tage byens atmosfæriske kvaliteter alvorligt og at udnytte dem til at skabe varierede byrum og mindske barrierer i byen. Et blik for netop sammenhængen mellem, hvem man tilgodeser og ikke tilgodeser og for disse gruppers forskellige oplevelser af byen er noget, som en sociologisk tilgang kan tilvejebringe.

Da det kræver indgående sociologisk viden at analysere sådanne sammenhænge på en stringent metodisk facon, er der her tale om et område, hvor arkitekter med fordel kan trække på sociologisk ekspertise.

Det er min klare overbevisning, at sådanne samarbejder mellem arkitekter og sociologer er væsentlige for at sikre en robust social forankring af byudviklingen. Spørgsmålet er, om man med fordel kunne stille krav om en sociologisk tilgang allerede i udformningen af konkurrenceprogrammet?

Har du eksempler på dette eller på andre sammenhænge, hvor ikke-arkitektoniske fagligheder er indgået og har skabt værdi i byudviklingsprojekter, hører jeg meget gerne fra dig.

Digitalt Byggeri: Work-in-Progress seminar

Jesper Hundeb�l — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Den 16. september 2009 (kl. 14-16) fremlægger og diskuterer jeg mit igangværende forskningsprojekt med titlen "Læring i aktør-netværk - Digitalt byggeri, Danmark 2007-09":

I forskningsprojektet "Læring i aktør-netværk" udfoldes anledninger, situationer og abstrakte rum, hvor praksis synes udfordret. På grundlag af blandt andet (real-tids video) obser-views og en metodeansamling inspireret af primært materielle læringsteorier, aktivitetsøkologien, procesfilosofien samt aktør-netværksteori forsøger jeg med afhandlingen at udgrænse læringsbegrebet; antagelsen er, at et aktør-netværk rækker anderledes ud, ind, op, ned, over, under, igennem end fx en grænseløs organisation, en virksomhed, et projekt, et praksisfællesskab, et inter-organisatorisk samarbejde, eller lignende gør det.

Spørgsmålene der søges besvaret lyder, i skrivende stund (sommer 2009), således:

Hvad er de relationelle effekter af introduktionen af 3D modelleringsværktøjer for praksis og hvordan håndteres disse mhp. konstituering af læring gennem udvikling af det aktør-netværk, som de nye teknologier associeres med?

Empirisk betragtet samler interessen sig om socio-materielle associationer og effekter af relationer mellem heterogene entiteter - effekter af non/humane aktørers gøren og laden i praksis.

De non/humane aktører omfatter, inter alia, en regering, der vil vækst med vilje, offentlige myndigheder og en bekendtgørelse, licitationsregler og EU lovgivning, tre statslige bygherrer, brugere og lejere, en håndfuld globale software konglomerater og et par lokale value-added resellers, softwareleverandør er og ‑udviklere, mindst en CAD-manager, 4-5-8-10 eller flere ildsjæle, medløbere, ledere og ledelser, tekniske tegnere, bygningskonstruktører, arkitekter, fliprøve, nørder og freaks, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner, materialeproducenter, globale tendenser, historiske forviklinger, klassifikationer og standarder, grid-computing og processorkraft, post-it notitser og telefonkæder, kultur, sædvaner, rutiner og arbejdsmetoder, penge og magt(kampe), tid, visioner og forestillinger om effektivitet, software versioneringer og bagud-kompatibilitet, intelligente objekter, objektbyggere og nye titler/roller, kurser og (efter)uddannelse, alder og erfaring, novicer og eksperter, lederskab og strategi, muligheder og begrænsninger... Eller Dansk Arkitektur Center, Frank Gehry, en nyanskaffet 3D printer, kassevis af tegninger, mapper med tekst, tegneredskaber, ambassadører, en virtuel indkøbsvogn, et flueben, (intelligente) objekter og (døde) streger, en parametrisk væg og målkæder, der hopper af, en bibliotekar; arkiveringsprocedurer og navngivningsklassifikationer; mapper og vareprøver, en USB-nøgle. Og fotos, linealer, lommeregnere, kalendere, notesbøger, kaffekopper/krus, et viskelæder, en lille fejekost, en rulle med kalke. Et atelier med plexiglas, hobbyknive, træ og metal, tuscher, lim, nåle, hæftemaskiner, og måske - en 3D printer. Og mere papir - i sjældent store formater og mængder, spande med plastmateriale og gips, og referencer til tidligere projekter... Borde med arkitektlamper - hvad ellers, samt selvfølgelig, mindst én fladskærm, et tastatur og en mus, en manifold (en tilsyneladende rodet bunke kalke og en mængde A0/A1/A3 plot og print), et stykke perforeret metal, mobiltelefoner. Og computere, serverstationer, simuleringsservere, renderingsfarme og en ikke ubetragtelig, men næsten ubetalelig mængde software licenser...

Formålet med projektet er, "gennem empiriske studier af cases fra byggebranchen at bidrage med ny viden om strukturelle og teknologiske forandringers betydning i praksis, ved især at indfange og analysere kompleksiteten af de (lære)processer, der udspiller sig på arbejdspladser, hvor nye teknologier og standarder introduceres med effekter for organisatoriske rutiner og arbejdsprocesser".

Tilmeldning, yderligere information: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=6609&newsid1=8857 (DPU Kalender)

Verdensklasse - aldrig uden at anstr�nge sig

Jesper Hundeb�l — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

DR's koncerthus er som bekendt netop blevet indviet. Der har været sagt og skrevet ganske meget om det underbudgetterede DR byggeri, og vi har set meteor-metaforen flere gange på DR's tv-kanaler. I går i S-toget kunne jeg i en gratisavis ikke undgå at bemærke en helsides annonce indrykket af Niras, der roser sig af at have leveret den nødvendige, lokale know-how der sikrede, at byggeriet blev en realitet: "When Jean says it can fly, it can fly." , lød overskriften. Hvad fanden var det, tænkte jeg... kommunikerer de på denglish, dette var ikke BIM'sk, byggekunstens esperanto!

Jean Nouvel er arkitekten, og han ville have, at meteoren svævede på nogle spinkle, slanke søjler. Som anstændige ingeniører mente Niras, at der skulle nogle ordentlige pæle i jorden, og nogle solide støtter under salen. Jorden under koncerthuset er kendetegnet ved, at jordlagene modsat hvad man normalt går og tænker om jordlag, nogen gange står horisontalt. Heldigvis fik arkitekten sin vilje, og forhåbentligt har Niras regnet rigtigt. Det får vi at se, som årene går.

Det hele blev - ifølge Niras - "reddet af den nyeste 3D teknologi". Uden den var det aldrig lykkedes virksomheden "at udvikle arbejdstegninger, som værksteder og håndværkere havde en reel mulighed for at forstå.. ... 400.000 ligninger med lige så mange ubekendte er omsat til tredimensionale modeller og konkrete arbejdstegninger."

400.000 ubekendte lyder af meget. Computersimuleringer tager lang tid. Ifølge en artikel i et tillæg til dagens udgave af avisen Børsen har Niras brugt hvad der svarer til 80 mandeår på at regne sig igennem dem - hvor lang tid computerne har arbejdet, ved vi ikke, blot at enkelte simuleringer har varet hele 18 timer. Uden computere havde det efter sigende taget flere end 1000 år at beregne - ja, man må formode, at der ligger mere end en simulering og mere en variabel bag denne påstand om anslået effektivitetsgevinst...

Et faktum er det imidlertid, at computersimuleringer tager tid. Selv de største, dyreste og formentlig mest effektive servercomputere på markedet - med måske 10 MB RAM, store grafikkort og lynhurtige processorer - kan sagtens bruge adskillige timer på fx en energiberegning. Visualiseringer tager tilsvarende lang tid, hele natten kan det tage, og det til trods for , at man har installeret en server park eller server farm (som et andet computer Grid) til at regne det hele ud (den hurtigste computer venter nemlig på, at den langsomste skal blive færdig). Man skal derfor være varsom med at trykke på enter knappen, for ens computer risikerer at være travlt optaget i hvert tilfælde frem til og med fyraften - og hvad skal man så lave, når alt ens arbejde er flyttet om bag skærmen. Tænk engang, manifolden skulle man aldrig vente på og i et 2D CAD univers tog det bare et splitsekund at slette en søjle. Arbejder du med 3-dimensionelle modeller, er tålmodig blevet en dyd.

Jeg har ladet mig forklare, hvordan fx en energiberegning foretages. Det er ikke helt ligetil, og det tager - som det fremgår - tid, lang tid. Hør her:

"Jeg tror faktisk, den er blevet færdig med at lave det første skridt. Så skal den have lidt oplysninger fra mig. Nu er den sådan set gået ind og lavet alle, overflader, på alle de massive dele af bygningen - det som ikke er luft. Man kan sige, den har faktisk, på en måde, så har man sin geometri, som man eksporterer, så puster man faktisk en ballon op i den, og så har den en sammenhængende overflade, som den kan lave luftberegninger på. ... Nu står den lidt og tænker lidt over et eller andet igen. ... Så skulle den gerne vise hele modellen, som den ser ud, så man kan se, hvordan, ude i kanterne, af modellen, om den kommer rigtigt rundt omkring hjørnerne. Så hvis den ikke gør det, så skal man hen og lave nogle lokale forfininger, så skal den køre en cyklus igen. Og så gør man det, indtil man synes, den geometri, man har importeret, at den er repræsenteret godt nok, i beregningsmodellen, til at man kan gå videre til næste skridt, og meshe luften, så man så kan se bevægelserne i luften, på den repræsentation. ... Så laver man den der, en wrap surface, hvor man simpelthen puster den ballon op indeni, så kommer den til at se sådan her ud... Man går fra en dårlig opløsning, en dårlig triangulering, beregningsmæssigt, kan man sige, til en meget finere, som man kan lave nogle beregninger ud fra. Det er alt for groft, det er sådan set det. Og så løser den alle de der besværlige differentialligninger der, som man prøvede at komme igennem i gymnasiet."

Hvis det lyder omstændeligt, er det fordi, at det er det. Og glem ikke, at modellens data skal flyttes rundt mellem oftest to, tre eller flere applikationer. Modellen skal flere gange eksporteres fra en type software, for derefter at blive importeret i anden software applikation. Særlige udvekslingsformater skal helst spille sømløst sammen, hvilket de selvfølgelig sjældent gør - uden en hel del fumlen og famlen, kneb og andre tricks, der som altid er nødvendige, selv når man arbejder på endog velafprøvede operativsystemer som fx Microsoft XP. Skal man ind omkring fx IFC, en internationalt anerkendt laveste fællesnævner, en klassifikation, risikerer man at det går helt galt. Det har både arkitekter og ingeniører erfaret, når de udveksler 3D modeller på tværs af proprietære platforme.

Der er meget at lære; nu er jeg spændt på at mærke indeklimaet i den nye koncertsal. Efter sigende er akustikken helt i top, selvom musikanterne lige skal vænne sig til den, og det nok bliver nødvendigt med enkelte ændringer.

Så vær velkommen, verdensklasse opnår man ikke uden at anstrænge sig.

Playspace

Jesper Hundeb�l — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Idet jeg ønsker læserne glædelig jul og godt nytår, er årsskiftet en passende anledning til dels at informere om undertegnedes aktuelle forskning, dels et online læringsspil kaldet PLAYSPACE. Det sidste først!

PLAYSPACE er et internetbaseret undervisningsspil om byrum og byliv. Det handler om aktuelle problemstillinger i danske byer. Problemstillingerne har en generel karakter og kan derfor med rette overføres til ens egen byzone - med skyldig hjælp fra underviseren. Spillet er udgivet og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med MUTOPIA; spillet er finansieret af Realdania og er gratis at benytte.

I Playspace kan man indrette 4 forskellige byrum - pladsen, havnen, vejkrydset og torvet. Det er som sagt et spil, og derfor gælder der visse regler: "Det gælder om at skabe et balanceret byrum, som både fungerer rent praktisk, er sikkert og rart at være i." Man skal for at få flest muligt point sørge for, at de forskellige parametre fremstår balanceret: "Det er antallet af mennesker, som du får samlet i dit byrum, der viser, hvor godt det er gået." Der er 50 forskellige elementer, eller objekter, og man kan vælge 15 af dem. Mange elementer er efter min mening helt håbløse. Når et byrum er gemt, kan andre rate det.

Jeg vælger at indrette en skole og får som kulisse et tomrum nedenfor metroen ved Fields på Amager. Nu gælder det om at gøre pladsen indbydende, og jeg kan vælge ... Ja, nu valgte jeg et element fra et galleri, med det resultat at der på min PC kom advarsel om, at et script ville tvinge min Adobe Flash Player 10 i knæ. Ville jeg fortsætte - nej tak. Så reboot'e: Nu ser jeg, hvad galleriet indeholder, nemlig en samling vildt fabulerende pladser, torve og havnerum. Jeg vælger igen at vende fokus mod mit eget space...

... som jeg indretter med en masse træer, nogle store sten og en bænk. Ret kedeligt, og jeg må bruge mange træer for at skærme for Fields. De mange træer skaber miljø (et af parametrene), men ikke så meget andet. Jeg gemmer min model, og hvad sker der. Endnu engang advares jeg om at min PC måske går i helt i stå, men hvad værre er (næsten), mit space bliver tilføjet elementer, som jeg nok havde valgt, men så sandelige også fravalgt igen (slettet), bl.a. nogle trebenede taburetter i stål (nu sværer de i luften), et klatrestativ, og en fyr der hopper rundt på sin ene arm! Meget besynderligt og helt klart utilfredsstillende. Jeg får også en stor, sur smiley (sic!) - men lad gå med det. Hvad jeg ikke kan acceptere, er den dårlige programmering - det har MUTOPIA ikke gjort godt nok. Og det er synd, for spillet er ellers ikke dårligt. Jeg kan hermed opfordre den rum- og it-interesserede læser til selv at prøve: DAC - PLAYSPACE

Når jeg med glæde anmelder PLAYSPACE skyldes det, at jeg faktisk siden januar 2007 har studeret hvordan arkitekter og ingeniører kæmper med forskellige, nye 3D modelleringsværktøjer. Altså i en rigtig praksis. Kort sagt undersøger jeg hvordan dette værktøj - en applikation - virker ind på særligt arkitektens hverdag: arkitektens arbejdsrutiner, -metoder og -processer. Hvordan en ny, computerbaseret 3D modelleringssoftware skaber masser af uventede effekter, som arkitekten løbende må forholde sig til. Jeg observerer og spørger ind til, hvad der sker og hvordan man nu lærer at håndtere den nye virkelighed, der af nogen betegnes som et nyt alfabet, et paradigmeskifte. Jeg erfarer (blandt meget andet) at en del af udfordringerne består i at håndtere uhensigtsmæssigheder, at få programmerne til at gøre det man ønsker, at man kort sagt bruger en frygtelig masse tid på at få det til at se effektivt ud. At man lærer, populært sagt, ved at udforske programmerne - på må og få (learning by fooling around, som en informant udtrykker det). At man betjener sig af forskellige kneb - for at klare sig. At visionerne måske nok holder, delvist, men at intet i denne verden, og mindst af alt velfungerende 3D modelleringsværktøjer og sømløs kommunikation, kommer af sig selv...

F�rer gentagelser til optimering eller uopm�rksomhed?

Lise Damkj�r — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Ved siden af min tilknytning til dette center lever jeg af at lave processer og workshops om flow og en af pointerne i Csikscentmihalyi's flowmodel er at man er mest produktiv, når man er i flow - i modsætning til når man befinder sig i en tilstand af kedsomhed fordi ens opgaver er rutineopgaver med lav sværhedsgrad i forhold til ens kompetenceniveau. Som mine deltagere ofte gør mig opmærksom på - så er det direkte i modstrid med hvad vi "ved" om at rutiner giver en gentagelseseffekt og altså en optimering af arbejdsopgaverne. Hmm...!?

Forleden fik jeg en rigtig god snak med Peter (Peter Holm Jacobsen), der også beskæftiger sig med byggeri her på centeret, vi snakkede om byggeri, filosofi og gentagelseseffekter. Han har undersøgt typehuse - ud fra tanken om at industrialiseret byggeri som fx typehuse i kraft af forventningen om en gentagelseseffekt skulle blive billigere og bedre. Det viser sig imidlertid, at man måske nok principielt kan producere typehuse billigt, hvis man gør fremstillingsprocessen mere industriel, men den store udfordring ligger i at få folk til også at købe husene - så strategien fører i praksis ikke til billigere boliger eller færre fejl i byggeriet. Kunne en strategi være at standardisere produktionsprocesserne, men ikke produkterne, så folk kunne købe unikke produkter, der er masseproduceret - a la Levis-bukserne efter mål, man kan bestille på nettet? Jeg ved det ikke.
Et andet spørgsmål som trænger sig på er om der overhovedet er masse nok - selv for 3-4 år siden inden boligsalget faldt voldsomt blev der solgt omkring 12.000 typehuse omåret i DK - 12.000 stk. - er det masse nok til en masseproduktion?
Spørgsmålet om gentagelseseffekt findes overalt i byggeriet. Jeg har undersøgt et renoveringsprojekt i Kolding - rigtig mange ens lejligheder, der skal renoveres - men er de ens nok til at gentagelseseffekten viser sig - som hurtigere produktion og færre svigt? I en af de observationer, jeg har lavet, er en vvs-montør i gang med at montere nye rør i badeværelserne - og det viser sig, at rørene ikke har samme mål - så han går op i hver lejlighed - 2-3 lejligheder ad gangen for at tage mål og derefter ned i kælderen for at skære rør til og op i lejlighederne igen for at montere dem. Vi bruger meget mere tid på at gå på trapper end på at montere rør - og hvor blev gentagelseseffekten af, når rørene slet ikke er ens - godt han ikke havde fået dem skåret til i ens længder på forhånd - det ville have været en meget negativ gentagelseseffekt - fejl hver gang!
Ligesom med typehusene kalkulerer vi med en principiel gentagelseseffekt, der så viser sig ikke at kunne realiseres i byggeriets praksis.
Drømmer vi i kalkulationen så meget om gentagelseseffekten, at vi kommer til at fokusere på alt det, der er ens - og glemmer at se det, der er uens?
For at standardisere produktionsprocessen deler vi den op i genkendelige mindre dele, vi kan gentage i samme byggeri og/eller gentage fra tidligere byggerier - men kunne det i nogle situationer være mere effektivt at løse opgaven i sammenhæng? Set fra et flowperspektiv bliver det en meget abrupt proces at løse alle de adskilte mindre dele og det hæmmer alternative løsningsmuligheder - der er ikke plads til at projektet kan sno og bugte sig indenfor den mindre delopgave.
En anden ting er, at når vi planlægger et projekt og beskriver aktiviteterne, der skal føre til målet så er det kun visse typer aktiviteter, der medtages: fx "monteringen af rør i badeværelser"; men ikke "at gå på trapper" og et delmål som det er "at få beboerne i lejlighederne til at samarbejde med byggeprojektet" bliver ikke beskrevet, disse aktiviteter overlades som noget "usynligt" til byggeledelsen at tage hånd om, selvom det absolut er en forudsætning for mange af aktiviteterne inde i lejlighederne. Ved at synliggøre i form af beskrivelse og måling af en type aktiviteter og delmål, gør vi andre aktiviteter og delmål mindre synlige/usagte/ubevidste/usynlige. - Med risiko for at de får mindre eller intet fokus og dermed ikke bliver varetaget eller bliver det på en dårlig måde.

Så da gentagelseseffekten ved standardisering kan risikere at udeblive - kunne vi så opnå en tilsvarende fordel på en anden måde? Ved selvorganisering måske? Bruger vi tid på detailplanlægning og at tilrettelægge standardisering, som i stedet kunne anvendes til at løse opgaverne på en lærende og innovativ måde (i flow)? Her tænker jeg på den amerikanske tv-serie Monsterhouse, hvor en familie ønsker sig fx et "romersk bad-look". Familiens hus overlades derefter til en arkitekt, der overordnet skitserer 5 projekter, som håndværkerne så ellers udvikler og elaborerer på - meget fantasifuldt! Der er ikke meget gentagelseseffekt, men så meget desto mere læring og udvikling og kreative unikke resultater.

Hvor bragte alle disse tanker os så hen? Hvornår er rutineopgaver reelt en optimering pga. gentagelseseffekten og hvornår kan gentagelseseffekten ikke realiseres, så rutinen bare kalder på uopmærksomhed? Udfra ovennævnte flow-model bliver rutineopgaver kedelige og man fristes til uopmærksomhed og ikke til flow. Ville vi kunne nå målet mere effektivt ved at løse den i sin helhed (fx ved ikke kun at fokusere på hvordan vi producerer typehuse, men ved også at tænke på hvordan vi afsætter dem); og kunne vi se hele processen som en spændende læringsproces?
Ja sikkert; men det ville næppe bringe os mere effektivt til målet, hvis målet (stadig) er at standardisere produkter...
Standardiserede produkter ønsker vi vel kun fordi, vi forventer de er billigere - pga. gentagelseseffekten... og så er vi tilbage ved start;-)

Hvis vi derimod turde løsrive os fra ideen om gentagelseseffekten og i stedet stræbe efter et unikt produkt/resultat, som vi i en udfordrende udviklingsproces løser i sin helhed på en effektiv måde (fordi vi ser den i sin helhed) i en flydende (ikke abrupt) arbejdsgang - så ville vi kunne så vores frø i medarbejderne i stedet for i teknologien og metoderne. Dermed kan vi høste mere effektive medarbejdere - i flow - som et supplement til de omtalte effektivitetsfremmende metoder.
Eller kan vi?

Lise Damkjær
se mere om flow på http://www.l4l.dk

Hvad er transparens?...

S�ren Houen Schmidt — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

… var et af de spørgsmål, som dialogen i forlængelse af centrets seneste seminar afstedkom.

Spørgsmålet blev stillet, fordi transparens blev brugt som et særligt vigtigt nøgleord, når byggeprojekter under usikre vilkår skulle blive succesfulde.

Det første svar blev formuleret som et spørgsmål: ’Er det ikke transparens at skabe et fælles rum, hvor projektgruppen taler et fælles sprog?’.

Det næste svar var et bud på en strategi, der vil være relevant hver eneste gang man arbejder med usikkerhed. Professor Kristian Kreiner udtrykte strategien således: ’Man skal have tillid til intentionen hos samarbejdspartnere. Men man skal have mistillid til informationen. Vi skal med andre ord stille spørgsmålstegn ved det, vi tror, vi ved’.

Hvad mener du? Er det vejen frem mod den efterspurgte transparens, mod et kollektivt mål og mod værdifulde resultater?

___
Samarbejde er svært - men der er ingen vej udenom
Dialogen på seminaret fik mig også til at tænke på min artikel fra Danske Ark Byg (bragt i nr. 7/2007). Artiklen handler om samarbejde i byggeriet; og den er efter min mening stadig værd at læse. Den indledes således:

'Byggeriets parter skal tvinges til at komme hinanden i møde. Det vil medføre både bedre byggeri og gavne alle involverede parter, men der er mange forhindringer – både praktiske og følelsesmæssige'.

CBS stafet

S�ren Houen Schmidt — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

I sidste uge viste vi på centret, at vi godt kan løbe med de øvrige studerende og ansatte på CBS. Det skete i den årlige CBS Stafet, hvor holdene bestod af fire løbere, der hver især skulle løbe 3 km. i en rundstrækning omkring Kilen.

Centerts hold bestod af Peter Holm Jacobsen, Kjell Tryggestad, Kristian Kreiner og undertegnede. Vi var - som I kan se - meget opsatte inden starten gik. Og selvom vi løb med - og ikke fra - alle de andre, var vi godt tilfredse med at slå det andet hold fra Insititut for Organisation; endda med hele 1 minut og 3 sekunder.

Arkitektorer - Phd forsvar

Jesper Hundeb�l — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Jeg vil gerne her slå et slag for et phd-forsvar, som finder sted nu på torsdag, på Arkitektskolen i København (11.9 kl. 13.00).

Der er mindst to gode grunde til at møde op (og/eller anskaffe sig afhandlingen). Dels er afhandlingen, der bærer titlen Architectors - specific architectural competencies metodisk betragtet baseret på aktør-netværksteoretiske overvejelser, dels handler den om arkitekters kompetenceudvikling:

"Et væsentligt anliggende er at etablere forståelser af, hvordan visse ting i arkitektonisk produktion 'bliver til' mens andre dør ud, og at undersøge kompetence og magt i relation til dette som sammenfiltrede forhold mellem arkitekter og arkitektur. Denne forståelse af arkitektonisk tilblivelse er afgørende for, hvordan begreber som'arkitektur', 'arkitekter', 'skabelse', 'modstand', 'kritik' 'læring', 'kompetence' og 'magt' undersøges og anvendes i afhandlingen."

Er en standardisering af byggeprojekter at foretr�kke?

Daniel Toft Jensen — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Jeg er, som et led i mine studier af forholdet mellem moderne projektledelse og bureaukratisk administration, blevet opmærksom på et interessant dilemma mht. læring i anvendelsen af projektledelse i byggebranchen.

Dilemmaet består i at man på den ene side definerer projekter som unikke og at man på den anden side ønsker at genbruge erfaringer fra et projekt til et andet. Dvs. skal projektprocesser forblive individuel tilpassede eller skal de standardiseres? Dette er ikke blot er et paradoks men et dilemma, da disse to alternativer fordrer forskellige ledelsesstrategier, ikke umiddelbart står til at forene og et valg.

Projektledere forsøger naturligvis at optimere de værktøjer de anvender under udarbejdelsen af byggeprojekter, samtidig med at de ønsker at tage så mange af deres positive erfaringer fra ét byggeprojekt med over i et andet. Ligeledes forsøger projektledere at eksplicitere personlige succes'er og ophøje dem til nye værktøjer, der kan bistå andre projektledere i kommende projekter. Man kan måske endda gå så langt og sige at man forsøger at standardisere elementer af projektledelsesprocessen.

Men generelt når der i projektledelseslitteraturen bliver henvist til projektets rolle i en organisation, henviser man til projektets egenskaber, som unikt, målrettet, komplekst og tidsligt afgrænset, kort sagt som undtagelsen fra den daglige ledelse og administration. I dele af projektledelseslitteraturen erkender man også at projektet som organisationsform ikke kan måle sig med den daglige administration iht. tempo og omkostningsminimering - her både mentalt og økonomisk.
Arbejder man primært inden for projektledelsens rammer, som det bliver i byggeriet, er der et klart incitament til at minimere omkostninger og konstruktionstiden for at overholde både budget og tidsplan, kriterier der i høj grad påvirker balancen mellem succes og fiasko for et byggeprojekt.

Men det altafgørende spørgsmål bliver, om det enkelte byggeprojekt er unikt, hvis det er tilfældet, bliver konklusionen at én erfaring i ét byggeprojekt kun er gyldigt i det pågældende projekt og vanskeligt lader sig overfører til et andet. Er det ikke tilfældet, jamen så bliver spørgsmålet: er byggeprojekter i virkeligheden så lig hinanden at en mere standardiseret ledelsesstrategi er at foretrække?

Sl� tonen an

Charlotte Krenk — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Da jeg i forsommeren var på konference i San Diego fangede mit blik en titel i programmet.

The Power of Voice.

Der var tale om en workshop med stemmetræning faciliteret af en professionel operasanger og stemmetræner. Hallo! tænkte jeg. Det kan vi bruge. Jeg har længe tænkt over, at det er påfaldende, hvor lidt man gør ud af den dimension af fremtoning og kommunikation her i Danmark.

Siden jeg i skolen hørte skolekammerater, hjemvendt fra ophold i USA, fortælle om deres erfaringer med fag som 'public speaking' har det fascineret mig, at noget lignende tilsyneladende ikke har fundet en form herhjemme.

Inspireret af den pludselige påmindelse om udvikling og arbejde med stemmen er jeg nu gået i gang med de indledende skridt til en workshop-række med stemmetræning for forskere og øvrige interesserede medarbejder her på Clibyg og Institut for Organisation, som centret ligger i tilknyt til.

Når sociale relationer i stigende grad bliver afgørende i vores navigation professionelt - uanset branche - så bliver det tilsvarende vigtigt at arbejde med sin fremtoning og gennemslagskraft.

Er dette emne noget I har tænkt, talt eller hørt om? Hvad mener I om det?
Har det relevans for byggeriets parter?

House_n

Jesper Hundeb�l — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Kent Larsson fra MIT er i Danmark den 18. august 2008.

Hvis der er nogen der på (eller udenfor) centret der har lyst til at møde ham og lære mere om bl.a. produktkonfigurering og digitalisering, kan vi følges...!

Om KL: "Kent Larson is director of Changing Places: a joint MIT Department of Architecture and Media Laboratory research consortium. He also runs the associated House_n consortium and the MIT Open Source Building Alliance within the Department of Architecture."

Mere: http://architecture.mit.edu/~kll/

Kontakt: Jesper Hundebøl, jehu@dpu.dk

Hvordan arbejder man p� tv�rs af fagomr�der?

Charlotte Krenk — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Det er en velkendt situation indenfor byggeriet, at man generelt set arbejder inden for det samme felt (byggesektoren) og med samme projekter (byggesager) men, når det kommer til de konkret opgaver oplever, at man har forskellige opfattelser af, hvor udfordringerne ligger, hvordan de skal angribes og løses. Hvordan gør man det til en styrke, at flere forskellige fagligheder er repræsenteret?

Det er noget af det, jeg er optaget af som forsker, når jeg undersøger, hvordan arbejdet gribes an i konkrete byggesager. Jeg er netop ved at gøre status over det materiale, jeg har samlet gennem det sidste år på projektet kaldet Konstruktiv Konfliktkultur, en intervention hvor konsulenter i konfliktkompetent ledelse har undervist og trænet en mangfoldig flok fra en række byggevirksomheder. Det bliver spændende nu at få lejlighed til at kigge nærmere på noterne fra observationer og interviews for at se, hvad der sker, når man iværksætter sådan et eksperiment.

At få udbytte af et tværfagligt arbejdsmiljø er imidlertid ikke kun noget, jeg arbejder med i min forskning. På Center for ledelse i byggeriet er jeg også Culture Manager. Den funktion handler bl.a. om at bidrage til at udvikle det akademiske arbejdsmiljø her på centret og på Institut for Organisation på CBS, som er den fysiske ankerplads for Clibyg.

Vi er en masse akademiske discipliner her på stedet. Hvordan kan vi blive bedre til at udnytte potentialet i nuancerne?

Der skabes en masse ny viden her på stedet. Hvordan kan vi blive endnu bedre til at formidle denne viden?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg arbejder på at skabe en ramme for. Her på stedet vil jeg skrive mere om, hvordan det arbejde skrider frem. Sidder du med idéer til, hvordan det kan gøres? Har du erfaring med det, fra forskning eller praksis, vil jeg meget gerne høre om det!

Hvordan m�des vi?

Charlotte Krenk — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Kan vi vinde noget ved at holde møder på en anden måde?

Jeg deltog for nylig i et projektgruppemøde på den byggesag, jeg følger, hvor deltagerne kom til at diskutere mødeformen. Kan vi ikke gøre det bedre? Hvorfor er det egentlig vi gør, som vi gør?

Deres udgangspunkt for at diskutere mødeformen var, at man netop på denne byggesag er i gang med et eksperiment. Man vil forsøge bl.a. gennem undervisning i konflikthåndtering og generel kommunikation at forbygge udviklingen af konflikter, og erfaringerne skal gerne kunne bringes videre til gavn for byggebranhcen som helhed. Kunne en ændring i måden, man holder møder på, bidrage til det? Som en fast del af praksis på byggesager, er det et oplagt sted at tage fat i møderne.

Men hvad er præmissen egentlig for at gøre det? Forbedringer. Man vil skabe forbedringer, men hvad er en forbedring? Og for hvem? Hvilke hensyn kan tilgodeses? Og hvem bestemmer, hvad der skal tilgodeses?

En halv mangelliste

Lise Damkj�r — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

600 lejligheder skal renoveres - p� samme m�de allesammen. I den slags sager plejer der at v�re alenlange mangellister med store udgifter til udbedring til f�lge. Det skal v�re slut - mangelisterne skal sk�res ned med 50% har projektleder Stefan Vestergaard, Ramb�ll besluttet. Jeg f�lger byggeriet p� t�t hold for at se hvad der kommer til at ske. Der er bla indf�rt ugentlige sjakbajsm�der, hvor de "sorte pletter" - de steder, hvor det typisk g�r galt - diskuteres igennem. Hvad kommer der til at ske? Op�ver sjakkene en god m�de at g�re tingene p� - s� der opst�r mangler i starten, men efterh�nden som de f�r rutinen oph�rer manglerne? eller mister de fokus, n�r rutinen indtr�der, s� der kommer flere mangler? er opgaverne i virkeligheden ens s� det handler om at g�re det samme? eller er der nogle sm� variationer, der f�r stor betydning? Vi ved det ikke - men vi vil unders�ge det ved at observere "samme opgave" flere gange byggeriet igennem - og sammenholde observationerne med mangellisterne. Observationerne starter 28. maj - s� der skal nok snart komme nye refleksioner her p� bloggen - hvad tror DU, der vil ske? og hvorfor tror du det? har du erfaringer eller viden, vi kan inspireres af?

Are we mindlessly applying bureaucratic measures in project management?

Daniel Toft Jensen — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

Project management has become somewhat the dogma for organizing any event, group of people, or process. We insist on the complexity of the task at hand which is why believe that something extraordinary has to structure the process. Novel means of organization has been developed and more are to come, but are we simplifying it to fit our current understanding of organizations, which is still predominantly bureaucratic, or is the nature of organizing unambiguous?Try to compare your understanding of bureaucracy with your idea of project management, and tell me if the difference is that big.

Centrets blog skudt i gang

S�ren Houen Schmidt — Thu, 01 Jan 1970 00:00:00 +0100

I overmorgen lanceres centrets nye website. En af de nye ting på sitet er centrets blog. Den tages nu i brug, så der er gang i bloggen inden lanceringen. Bloggen har tre formål:

1. Den skal for det første medvirke til at øge kommunikationen mellem centrets deltagere. Centret er jo virtuelt.

2. Den skal også medvirke til at knytte bånd mellem deltagerne i forskningsprojekterne – altså forskere, praktikere og virksomheder. Det vil helt sikkert give stor værdi, hvis alle implicerede kan følge projektet løbende, og derved også kan henvise til det - og ikke behøves at vente på, at forskningsrapporten bliver færdig.

3. For det tredje skal bloggen bruges til at formidle centrets viden. Det kræver færre ressourcer at skrive blogindlæg end fx at skrive artikler eller afholde oplæg på seminarer; og det kræver færre ressourcer at følge med i bloggen for de praktikere, forskere og journalister, som centret gerne vil i tale med.

Rigtig god fornøjelse på bloggen!